Ordinær generalforsamling.

Onsdag den 8. marts kl. 19.30 på Broagerhus. Ordinær generalforsamling.

Dagsorden iflg. foreningens vedtægter. 

Efter generalforsamlingen vil Bente Løwe Christiansen fortælle om sit forfatterskab m.m.

Foreningen er vært ved kaffe og kage.

Dagsorden.

  1. Valg af dirigent og referent.
  2. Formandens beretning.
  3. Årsregnskab fremlægges.
  4. Budget og fastsættelse af kontingent.
  5. Broagerlands lokalarkivs virksomhed.
    a. årsberetning
    b. regnskab
  6. Indkomne forslag.
  7. Valg – på valg er:

Til bestyrelsen  –

Paul Juhler (kan genvælges)
Christian Kronika (kan genvælges)
Poul B. Larsen (kan genvælges)
Hannelore Zahn (kan genvælges)
Som suppleant – Nora Hansen (kan genvælges)
Til bilagskontrollant – Tage B. Jørgensen (Kan genv.)

  1. Eventuelt

Glædelig jul!

Fra alle os til alle jer: En glædelig jul og et godt nytår!

Arkivet har sidste åbningsdag inden jul den 13.12. og første åbningsdag efter nytår er den 10.1.

Men som altid kan du ringe eller sende en mail til os, hvis du har et ønske om at besøge arkivet uden for den planlagte åbningstid.

Tlf: 26 72 22 28  — mail: arkivet.broagerland@gmail.com

Invitation til bogpræsentation

Lokalhistorisk Forening for Broagerland inviterer til Præsentation af bogen Broagerland XXII.

Fredag den 25. november kl. 15:00 på Broagerhus, lokale 204

Program:
1. Velkomst ved formanden Hans Valdemar Moldt
2. Præsentation af bogen ved redaktør Christian Kronika
3. Overrækkelse af bogen til forfatterne
4. Foreningen er vært ved en forfriskning
5. Musikledsagelse ved Trio 1 2 3

Alle er velkomne!
–  Formand Hans Valdemar Moldt & Redaktør Christian Kronika

Kom til udstilling

“På hest og cykel gennem 100 år” er en spændende ny billedudstilling, der dykker ned i ringridningens stolte tradition. Kom selv på besøg eller tag hele familien med på eventyr igennem fortiden.

Åbningstider: 
Udstillingen åbnes tirsdag d.28/06, kl.13.
Resten af ringrider-ugen til og med d.3. juli, åbent fra kl.10-13.
Resten af sommeren kan udstillingen ses tirsdage fra kl.13-17.

Besøgsaftaler på andre tidspunkter kan aftales direkte med arkivet på tlf. 26 72 22 28


Årsberetning 2021

Broagerlands Lokalarkiv er nu fuld ud i gang igen efter de store nedlukninger. Der er således igen åbent for besøgende både tirsdag og onsdag. Begge dage er der medarbejdere på arkivet; om tirsdagen gerne en halv snes stykker og om onsdagen en tre-fire personer. Så der er igen fuldt focus på journaler, scanninger, registreringer og besvarelse af henvendelser telefonisk, via mailen eller besøg.

Alle genforeningsaktiviteter er nu afsluttet, desværre med det resultat, at kun to af alle de planlagte aktiviteter har kunnet gennemføres, nemlig genforeningsudstillingen og plantningen af 100 rødbøge på kirkens jord ved Cathrinesminde.

Den plantning fandt sted den 26. oktober, hvor knap 50 7. klasselever fra Broager Skole under ledelse af Naturvejlederne, Sønderborg Kommune, fik sat de mange træer og herefter blev beværtet med en herlig pastasuppe, som blev tilberedt på stedet.

Alle de deltagende elever har herefter til arkivet udarbejdet hver et personligt dokument, der ud over navn, en lille stamtavle og en selfie skulle indeholde en ganske kort beskrivelse af plantedagen, men så ellers deres tanker om corona, skolegang, musik, mode, venner eller hvad som helst, der optog dem netop i de dage. Dokumenterne arkiveres med påtegning om, at de først må publiceres den 10. februar 2070, altså på 150 årsdagen for afstemningen i 1920.

Som afslutning på genforeningssamarbejdet mellem Broager Skole, menighedsrådet, det nu nedlagte Nationale Udvalg og Broagerlands Lokalarkiv blev der udarbejdet en regnskabsrapport, der redegjorde for tilskud og udgifter. Der blev tale om tilbagebetalinger til menighedsrådet og til Sønderborg Kommune for ubrugte midler. Rapporten er godkendt af alle involverede parter.

På den seneste generalforsamling blev der annonceret en øget indsats med hensyn til vores store udklipssamling, idet der er ønsker om, at den digitaliseres, så den bliver synlig på arkiv.dk.

Derfor har der været tre mand på kursus i Vejle og på studiebesøg i Sønderborg Lokalarkiv, for at se, hvordan den omfattende scanningsopgave her er grebet an.

Beslutning om indkøb af ny scanner og pc er truffet, så arbejdet med at synliggøre udklippene på nettet kan begynde snarest.

Sidst blev der ligeledes lovet igangsat arbejde med at få identificeret nogen af de mange personbilleder uden navn, som arkivet har. Første lille skridt har været oprettelse af en facebookside. Den lever dog et noget stille liv endnu, idet det tilsyneladende er aktivitet på siden og mange følgere, der skal til for at få en sådan side ud til et større publikum.

Personalemæssigt er der ikke sket de store ændringer på Broagerlands Lokalarkiv siden sidste generalforsamling, hvor der blev budt velkommen til Poul Møller og taget afsked med Per Thomsen.

Desværre har Edeltraut Kuhn så her i efteråret meddelt, at hun ikke længere kunne arbejde for lokalarkivet. Der skal lyde en stor tak til Edeltraut for en trofast indsats gennem rigtig mange år.

Inden coronaen gjorde arkivets dagligdag noget besværlig, var der afsat en halv arkivdag til en temadebat om vigtige opgaver og nye tiltag. Det resulterede i et lille manifest, som nu i 2022 bør debatteres igen, dels for at få en status på, hvad der er nået og endnu ikke nået og dels for at tilføje nye emner.

Et tema, der et par gange har været oppe at vende, er muligheden for at etablere en slags virtuelt udkigstårn ”i Brunsnæs”, så man ved hjælp af bl.a. droneoptagelser kan se Broagerland rundt. Men det er en omfattende opgave.


Udstillingslokalet

Vort udstillingslokale har i store dele af 2021 rummet Kaj Østergaards flotte udstilling om Broagerlands Natur.

Arkivet har en beskeden samling af lokalhistorisk interessante genstande, der lige nu og fremover kan ses i lokalet mellem særudstillingerne.

Det planen at støtte den kommende bogudgivelse af ”Broagerland XXII” gennem visning af billeder mv. vedrørende de emner, der behandles i bogen.

Helt aktuelt markeres 100 års dagen for den vanskelige dannelse af Broager Kommune den 1. april 1922. Det ophænges billeder, tekster og tabeller, der beretter om tilblivelsen af Broager Kommune; dengang en af landets allerstørste landkommuner.

I udstillingslokalet har der været en del kritik af belysningen. I første omgang bliver der sat nye dobbelt så kraftige lysstofrør i de eksisterende lamper. Men det kan blive nødvendigt med nye spots, som der i givet fald søges sponsorstøtte til.

Der rettes en stor tak til arkivets medarbejdere for indsatsen i løbet af 2021.

Også tak til bestyrelsen for Lokalhistorisk Forening for Broagerland for godt samarbejde og til Broagerhus for godt værtskab.

Statistik

2019

2020

2021

Åbningstid – årligt timetal

250

110

70

Samling udtrykt i hyldemeter

37

40

41

Antal billeder

4727

5435

5692

Fysiske gæster i åbningstid

363

338

288

Gæster til særlige arrangementer

420

365

145

Besøg på hjemmesiden

5671

1853

6029

Antal sider vist i arkiv.dk

42745

44989

136935

Skriftlige henvendelser

141

270

258

Telefoniske henvendelser

91

95

89

Frivillige arbejdstimer

5260

4060

2489

Det eneste overraskende ved årets statistik, når vi tager nedlukninger og forsamlingsbegrænsninger i betragtning, er antallet af besøgende på vores del af arkiv.dk.

Den voldsomme fremgang skyldes, at arkiv.dk nu er synlig via en simpel google-søgning.

SLA

Siden seneste generalforsamling i september 2021 er der ikke de store nyheder at berette om på det nationale arkivpolitiske område.

Der ventes stadig på, at revisionen af arkivloven skal begynde i de nedsatte arbejdsudvalg, der skal forberede en lovrevision. En skifte på kulturministerposten midt i året, har ikke fremskyndet processen – tværtimod.

Der er stadig en forhåbning om, at lovrevisionen vil legitimere det arbejde, der udføres i landets godt 600 lokalarkiver. Udrulningen af GDPR forordningen har skabt tvivl om lovgrundlaget. Når først det er på plads, håbes der på en model til indhentning af digitale arkivalier, samt et fast statstilskud til en standardiseret registrering af lokale og private arkivalier. Men der er lang vej igen, og et resultat nås vel næppe inden næste folketingsvalg, og så ..

LASS

På det regionale område har LASS (Lokalhistoriske Arkiver og Samlinger i Sønderjylland) overlevet den krise, der opstod i forbindelse med Kim Furdals afgang, forankringen til Museum Sønderjylland og dannelsen af de kommunale samarbejder i forbindelse med kommunalreformen i 2007. LASS er igen begyndt at tilbyde kurser og foredrag. Men mange af de lokalhistoriske opgaver kraftcenteret i Åbenrå tidligere løste, må nu klares dels via SLA (Sammenslutningen af Lokalarkiver i Danmark) og her på lokalt plan, SKLA (Sønderborg Kommunes Lokalhistoriske Arkivsamvirke).

SKLA

SKLA har dog i coronaperioden kørt i lavt tempo. Der har således hverken været afholdt generalforsamling i 2020 eller i 2021. Underudvalgene har dog kunnet mødes, når smittetrykket har tilladt det. På kursussiden ventes der stor aktivitet, når forsamlingsmulighederne igen bliver helt normale til efteråret. Inden nedlukningerne var der ganske stor tilslutning til de lokalt arrangerede kurser, både de egentlige arkivkurser, arkibaskurserne og it kurser. De nødvendige SKLA beslutninger om især økonomien er truffet af forretningsudvalget og anbefalet af repræsentantskabet med forhåbning om, at generalforsamlingen mandag den 25. april 2022 formelt godkender de trufne afgørelser.

SKLA har nu Industri Historisk Samling Sønderborg som fuldgyldigt medlem. Foreningen er netop sluttet sammen med Sønderborg Hattelaug under fællesnavnet Industri – og Hattesamling Sønderborg.

                 

Dagsorden for Generalforsamling

Onsdag den 9. marts 2022 kl. 19.00 på Broagerhus holdes der igen generalforsamling hos Lokalhistorisk Forening for Broagerland

Dagsorden for dagen er:

  • Valg af dirigent og referent
  • Formandens beretning
  •  Årsregnskab fremlægges
  •  Arbejdsplan, budget og fastsættelse af kontingent
  •  Broagerlands lokalarkivs virksomhed
  •  Årsberetning
  •  Regnskab
  •  Indkomne forslag
  •  Valg

    På valg er:

         Til Bestyrelse         Hans Valdemar Moldt (kan genvælges)

                                              Johnny Semak (kan genvælges)

                                              Peter Jacobsen (kan genvælges)

             Som suppleant      Peter Juhler (kan genvælges)

             Til Bilagskontrollant Tage B. Jørgensen (kan genvælges)

  •           Eventuelt.

 

Aktivitetskalender 2022

Kalender for begivenheder hos Lokalhistorisk Forening for Broagerland

Download en kopi af kalenderen.

Onsdag den 9. marts kl.19.00 på Broagerhus. Ordinær generalforsamling.

Dagsorden iflg. foreningens vedtægter.  Efter generalforsamlingen vil Asta Flyvholm Kjær fortælle lokale anekdoter ”å synnejysk”                                                                           

Foreningen er vært ved kaffe og kage.

 

Tirsdag den 17. maj kl. 19.00 Byvandring Sundgade Egernsund.

Vi starter på Havnepladsen og går til ”Den gamle Skole”

Forskellige guider vil fortælle om livet på Sundgade (Storegade) for år tilbage.

Kaffen får vi på «Den gamle skole». Pris: 50 kr.

 

Søndag den 19. juni. Heldagstur til Vadehavscentret og Mandø.

Udflugten går i år til Vadehavscentret og Mandø.

Heldagstur – tidlig start med bus – vi besøger Vadehavscenteret – frokost og kaffe får vi på Mandø. Nærmere program og pris vil fremgå af annonceringen.

Tilmelding til Hans Valdemar Moldt valdemarmoldt@gmail.com  mobil 21245342

 

Onsdag den 14. september kl. 19.00 Byvandring i Gråsten.

Aftenudflugt til Gråsten. Her vil Mogens Jacobsen tage os med rundt i centrum og berette om bygninger, handel, personer og dagligliv i det gamle Gråsten.

Vi mødes ved Ahlmannsparken og slutter aftenen med kaffe og kage i Gråsten Lokalarkivs lokaler i Nygade. Pris 50 kr.

 

Lørdag den 29. oktober. Kl. 14.00 ”Wo bløv de enle aw? ”  

Kirsten Thomsen (Kitte), datter af Martha og Jørgen Thomsen Skodsbøl, vil fortælle om sin barndom/opvækst på Broagerland (Skodsbøl) og sit voksenliv, der lige nu er i København. Pris 50 kr.

 

Fredag den 25. november kl. 15.00. på Broagerhus                         

Bogudgivelse af Broagerland XXII.

Husk at sende jeres mailadresser til kasserer Poul Larsen poul@havnevej.dk 

 

Lidt om Bjarne Boytang

Fra en tryg barndom i Skodsbøl til borger i verden, fjernt fra hjemegnen…

Bjarne Boytang voksede op med skolegang og fodbold i Broue, inden hans udsyn til verden voksede, og han drog ud og for at møde den.  

Bjarne Boytang er født i 1962 og fra Broager. Hans forældre, Marie og Ejner Boytang,  bor fortsat i hans barndomshjem i Skodsbøl, hvor han voksede op som den ældste i en børneflok på tre. Han husker især, hvordan mange af barndoms- og ungdomsårene foregik omkring Broager Hallen om vinteren og på det lokale fodboldstadion om sommeren. Han nåede to år på Skodsbøl Skole, inden den blev nedlagt. Siden fortsatte han via Broager Central Skole og HF på Sønderborg Statsskole til Haderslev Statsseminarium. Herfra dimitterede han som 22-årig som lærer i 1985.

Der skulle imidlertid gå 17 år, før læreruddannelsen for alvor blev taget i brug. De første 4-5 år arbejdede han nemlig i forskellige stillinger hos Dansk Flygtningehjælp – i første omgang på det hedengangne Hotel Sea Inn i Egernsund. Siden fulgte flere år som rejsende og udstationeret i Mellemamerika for Nicaragua Komiteen samt ansættelser i Dansk Røde Kors og Mellemfolkeligt Samvirke i Danmark. Op gennem 90’erne gjorde han sig også sine første ledererfaringer som leder af Aabenraa Medborger- og Aktivitetshus – eller NygadeHuset, som det blev omdøbt til i hans tid. Ved siden af nåede han desuden at blive gift og slå sig ned i Haderslev, hvor ægteparret fik fire børn, der i dag er fra 21 til 27 år.

I begyndelsen af 0’erne landede han så omsider i folkeskolen. Især de mest sårbare elever med ondt i trivslen og indlæringsvanskeligheder kom til at stå i fokus for hans arbejde. Han nåede at undervise på to forskellige skoler omkring Haderslev, inden han i 2008 skiftede til jobbet som pædagogisk afdelingsleder. Allersenest gennem 5 år som leder af autismeafdelingen på Louiseskolen, Haderslev Kommunes specialskole.

I september 2020 sagde han i en alder af 57 år imidlertid sit job op for igen at forlade Sønderjylland. Først til fordel for 8 måneders soloridt med rygsæk gennem  Italien og Grækenland, inden springet blev taget over Atlanten til 6 måneders vulkanhop og regnskovsdans i primært Costa Rica, Nicaragua og Guatemala. Midt under pandemien og alligevel uden ret mange restriktioner. Mens restriktionerne tog til i Danmark og Europa, så slækkedes der nemlig tilsvarende på dem i Mellemamerika.

Efter sin hjemkomst medio maj i år er han flyttet til landsbyen, Lisbjerg, på bakken overfor Ikea og Århus Universitetshospital i Skejby. Her har han denne sommer giftet sig på ny og agter at fortsætte indenfor den danske skoleverden i måske yderligere et årti. 

Årsberetning 2020  

Den seneste beretning blev indledt med dette citat fra SLA’s 2018 årsberetning

For det første er det skræmmende lidt, arkiverne indsamler fra den digitale tidsalder, når det drejer sig om materiale fra den private del af samfundet, og for det andet er det en helt urimelig og givetvis utilsigtet konsekvens af de nye GDPR-regler, at de privat organiserede lokalarkiver som udgangspunkt ikke har formel ret til at indsamle og bevare materiale med digitalt skabte, personhenførbare oplysninger fra nutiden og den nærmeste fortid (og at det i særlig grad vil være svært at skabe et lovgrundlag herfor i de omkring 40 kommuner, hvor der ikke er et stadsarkiv (kommunalt arkiv)”

Siden da er der forløbet halvandet år. Så kunne man forvente, at en løsning på ovennævnte problemer var i sigte. Men nej. Slet ikke. Dels har hele arkivverdenen være mere eller mindre lukket i over et halvt år, og dels har det krævet en stor indsats på alle niveauer at komme tilbage til normale arbejdsgange igen. Først nu forsvinder de sidste restriktioner. Forhåbentlig for altid.

Men vi står altså stadig med to store arkivproblemer set fra et lokalarkivs perspektiv:

Lokalarkiverne har ikke nogen lovhjemmel til digitalt at registrere og formidle lokalt indsamlet arkiveringsværdigt materiale. Så hvis vi slavisk skulle følge bestemmelserne, som de er blevet efter GDPR, så skulle ethvert arkiv ud og indhente en skriftlig samtykkeerklæring for hver registrering, som kan tilgås offentligt.

Den manglende lovhjemmel gør det helt umuligt at starte en organiseret indsamling af det bevaringsværdige materiale, der kun findes digitalt.

Der er altså opstået et “arkivaliehul”, som vel rækker en godt 20 år tilbage.

Det eneste tiltag, der kan ændre på den tilstand er en revision af arkivloven, der dels giver en legimitet til lokalarkiverne og dels anviser mulige veje til indsamling, registrering og formidling af digitale arkivalier.

Den lovrevision lader vente på sig. Der har været forskelligt kommissionsarbejde i gang i flere år, men det er ikke blevet omsat til lovinitiativer. Pt er der nedsat en ny kommission, så nu er håbet atter tændt.

Dog er der just gennemført en arkivlovsændring her i foråret, men den handlede udelukkende om at lovsikre folks adgang til at se, hvad de offentlige arkiver (rigsarkivet og stadsarkiverne) har stående om en selv. Det har foreløbig afstedkommet små 20000 anmodninger til rigsarkivet om aktindsigt i “egen mappe”. Dertil kommer så de mange henvendelser som samme arkiv får fra folk, der håber at et arkivalier kan bevise, at de er berettigede til “Arne-pension”. Så rigsarkivet har noget at se til.

Arkiverne på kommunalt plan

Her i kommunens arkivverden har SKLA ligget mere eller mindre stille siden sidst. Der har ikke været afholdt generalforsamling, hverken i 2020 eller i 2021. Et enkelt repræsentantskabsmøde har delegeret ansvaret til forretningsudvalget, som sammen med kassereren har udbetalt den støtte til arkiverne, som kommunen lader SKLA fordele. Det skal så endelig godkendes på generalforsamlingen i 2022 sammen med få andre sager, hvor der krævedes en hurtig beslutning.

Kurser og konferencer

Pandemien har også på kursussiden lammet, stoppet, flyttet eller aflyst en række initiativer. Således har SKLA ikke afholdt hverken modul-, arkibas- eller it-kurser siden sidste forår. Det kan mærkes. På landsplan har der dog været afholdt en del onlinekurser. Det har givet god lærerig indsigt i den kursusforms fordele og begrænsninger.

Broagerlands Lokalarkiv

 Den mest smertelige konsekvens af nedlukningen for vort eget arkiv var, at vores genforeningsarrangementer, som vi havde planlagt i et samarbejde med Broager Skole, Menighedsrådet, Det Nationale Udvalg og Lokalhistorisk Forening, blev aflyst eller reduceret.

 Inden den nu historiske aften den 11.3. nåede genforeningsudstillingen, som vi havde brugt rigtig meget til på, blot at have åbent i en måneds tid. Det gjorde ekstra ondt, fordi udstillingen var kommet i stand med en stor hjælp fra mange borgere på Broagerland, ja også andre steder fra. Vi er de mange bidragsydere en stor tak skyldig for den fine hjælp og opbakning, vi fik, selv om udstillingen fik så kort åbningstid.

Af de øvrige planlagte aktiviteter gennemføres nu kun plantning af “rødbøgsskoven” på kirkens jord ved Cathrinesminde. Det sker den 26.10. Der deltager folk fra naturvejlederne i Sønderborg Kommune, to 7. klasser fra Broager Skole, arkivmedarbejdere og evt. andre interesserede.

Arkivet var aktiv i forbindelse med forberedelse, opsætning og fernisering af Lars Waldemars skulptur “Grænselandets mosaik”, som er placeret i parken foran Mindehøjen. Skulpturen er en del af kommunens genforeningsfejring, der bl.a. omfattede opstilling af i alt 7 kunstværker, hvor mosaikken ved kirken er det ene.

Som en konsekvens af de øvrige aflysninger, vil det ikke være muligt at anvende det fulde støttebeløb, som vi fik fra Sønderborg Kommune. Der vil finde en tilbagebetaling sted i forbindelse med det endelige regnskab.

Under begge nedlukninger var Broagerhus totalt låst af det meste af tiden. Først i sidste del af 2021 nedlukningen, fik vi lavet en ordning, hvor enkelte medarbejdere ad gangen kunne få adgang til vore lokaler. Her kunne vi så lave arkivarbejde, men der var ingen adgang for gæster.

Der var nok at se til efter en lang nedlukning. Dels lå der mange henvendelser fra vores mail og ventede, og dels fik i i foråret en stor aflevering, der krævede både tid og plads.

Der lå også en databehandleraftale og ventede på gennemgang og godkendelse. Det er en små 30 siders juridisk kontrakt mellem Arkibas og Broagerlands Lokalarkiv, der fastlægger pligter og ansvar i forhold til de data, vi lader Arkibas administrere for os.

GDPR kræver at Arkibas skal indgå en sådan med alle arkiver.

Umiddelbart efter sidste generalforsamling 11.3.20 fik vi orden i alle de krav Sparekassen stillede til os, som indehavere af en foreningsNemkonto.

Udstillinger

Som nævnt blev vores flotte (synes vi selv) genforeningsudstilling ikke set af mange. Den blev endelig fjernet kort efter den første genåbning. Da blev vores – og Broagerhus’ – udstillingslokale fyldt med Broagerlands natur. Kaj Østergaard fulgte sin fornemme “Kunst på Broagerland” udstilling op med at lave et ligeså fin fremvisning af “Broagerlands Natur”. Den blev fornemt suppleret af Asta Flyvholm Kjærs fotobeskrivelse af årets gang i naturen på Broagerland. Tak til dem begge for et flot stykke arbejde til glæde for alle Broagerhus’ besøgende.

Efter flytningen fra Annasminde har vi modtaget en del historiske genstande i arkivet. Dem vil vi her sidst på året prøve at organisere i en egentlig lille udstilling, som vi permanent kan have stående i vort lokale, når det ikke er optaget af andre større temaudstillinger.

Den seneste genstand, som vi har fået tilbudt, er en stor brudekiste, der oprindelig stammer fra Skelde, men som de sidste 100 år har stået på loftet på Holnis Færgekro. Kroen ejedes indtil i foråret af en slægtning til pastor Lorenz Wree fra Padborg. Han har så anmodet om, at kisten kommer tilbage til Broagerland, hvilket nok sker i løbet af efteråret. Den bliver placeret i det nederste trapperum ved arkivet. Her bliver den nabo til endnu en nyanskaffelse, idet Broagerhus er blevet anmodet om at give permanent ophold til et stort Peter Nicolaisen maleri, der har broen ved Schackenborg Slot som motiv.

Vi taler i øjeblikket om, at det kunne være spændende at lade vores næste større udstilling fortælle historien om dynastiet C.H. Clausens virke Broager i flere generationer.

Fokuspunkter det næste halve år

Der er kun et halvt år til næste generalforsamling. Til den tid håber vi at kunne berette om en vellykket afslutning på rødbøgsprojektet og dermed et endeligt punktum for den punkterede genforeningsfejring.

Hjemme i arkivet vil vi gerne i gang med at scanne vores store udklipssamling. Indscannede PDF- filer, som lægges i Arkibas bliver dermed synlige for brugere på arkiv.dk.

Rigtig mange af henvendelserne udefra handler netop om at ville at se udklip.

Vi sender 3 medarbejdere på kursus i kildescanning og på studiebesøg i Sønderborg, hvor man er i gang med lignende.

Arkivet er i besiddelse af rigtig mange fotos af personer, som vi ikke kan identificere. Vi overvejer i øjeblikket, hvordan vi bedst kan inddrage publikum i vores søgen efter

navne mv. Der er mulighed for opslag på arkivet, brug af hjemmesiden eller måske via en Facebookprofil.

Vores beskedne samling af lyd og video har på arkivet ført et stille liv. Vi har nu påbegyndt en gennemgang af materialerne, for at se, hvad der evt. kan offentliggøres. Alt vil snarest blive registreret.

Medarbejdere

 Siden sidst har vi desværre måttet sige farvel til Per Thomsen efter rigtig mange år på vort arkiv. Han vil blive savnet, som manden der ved alt om, hvordan vi bruger Arkibas. Per’s helbred tillader ham ikke længere den ugentlige tur til Broager, men vi har heldigvis tilladelse til at bruge ham som konsulent, ligesom han gennemser alle vore nye registreringer. Der kommer en lille diskret mail til den medarbejder, som han finder fejl hos. Trygt for os.

Tusind tak til Per Thomsen.

Arkivet har just sagt velkommen til en ny medarbejder, idet Poul Møller har sagt ja til at arbejde på arkivet. Velkommen Poul. Vi glæder os til samarbejdet.

Tak

 — til alle medarbejderne for at holde humøret og arbejdsgejsten i top på trods at de lange nedlukninger. Det er en fornøjelse at være med i den flok af engagerede borgere, der gennem de mange frivillige arbejdstimer, virkelig gør en forskel for Broagerland.

— til Broagerhus for et fint værtskab for vores arkiv. Der er altid stor forståelse for netop de behov, arkivet har.

— til Lokalhistorisk Forening for Broagerland for støtte, god sparring og fint samarbejde.

Indberetninger til kulturstatistikken for året 2020

Statistik

2020

2019

Åbningstid – årligt timetal

110

250

Samling udtrykt i hyldemeter

40

37

Antal billeder

5435

4727

Fysiske gæster i åbningstid

338

363

Gæster til særlige arrangementer

365

420

Besøg på hjemmesiden

1853

5671

Antal sider vist i arkiv.dk

44989

42745

Skriftlige henvendelser

270

141

Telefoniske henvendelser

95

91

Frivillige arbejdstimer

4060

5260

 

“Natur på Broagerland” udstilling

Naturbilleder

Udstilling på Broagerhus, 6. oktober 2020 til 1. februar 2021

Kom forbi og se:
– Sten- og trækunst af Børge Hansen og Gerd Bargum Petersen.

– Gendarmsti tema med gendarmuniform, bøger og andet.

– Udstilling af Danmarks største mårhund (nedlagt i Skelde Kobbel)

– Gæt en afgrøde og havets hemmeligheder.

– Kunst i naturen.

 

Udstillingen kan ses tirsdage kl.13-17, onsdage kl. 9.30-12.30, samt søndage d.11. oktober, 8.november og 6. december kl.13-17

Der er gratis entre!!

Ønskes andre åbningstider eller omvisninger,
kontakt da Kaj Østergaard på mail kajgost@gmail.com eller tlf. 40885034