Broager Profil

Jenny Albrecht

En aktiv fannik ved oprettelsen af Broagerlands Ef­terskole,
Født 29.1,1939 i Nordby på Fanø.

Jenny Albrecht, født Hansen, er vokset op på Fanø, i et hjem med stærke søfartstraditioner.

1955 tog hun realeksamen, derefter kom hun i lære som kontorassistent.
1963 gift med Klaus Albrecht
1972 – bosat i Montreal, Canada
1973 – Kobe, Japan og Bankok,Thailand

1974 – i Khoramshar, Iran i 2 år 1976 – i Tokyo, Japan
1978i Yokohama, Japan 1986 tilbage til Danmark, Skelde, Broagerland, 1991 bestyrelsesformand for Broagerlands Efter­skole

Jenny Albrecht havde allerede som ung pige besluttet sig til, at hun ikke ville ende som sømandskone. Derfor drog hun sydpå til et job på Danfoss. Men skæbnen ville det anderledes.

Hos fælles bekendte mødte hun Klaus Albrecht, der var født i Dortmund og opvok­set i Sønderjylland. Klaus var på det tids­punkt styrmandsaspirant i rederiet A.P.Møller.

Da Klaus skulle begynde på navigations­skole gik turen atter til Fanø, hvor de stiftede hjem.

Som styrmandskone har Jenny tilbragt mange måneder hvert år på havet og set det meste af verden i en tid, hvor skibsfarten tillod mange og lange havneophold.

I 1972 startede så et nyt livsafsnit, der med­førte 14 spændende år i forskellige lande med de udfordringer og krav, der fulgte med. Heraf de sidste 10 år i Japan. Familien talte nu fire personer, en datter, Noy, født i 1973, og en søn, Kim, født i 1978.

Klaus havde travle dage som general mana­ger for operationen af rederiets skibe, medens Jenny havde hænderne fulde med at tilpasse familien i en meget anderledes kultur.

De var begge aktive i Yokohama International school. Desuden var Jenny involveret i den danske sømandskirke, der var samlingspunkt for alle skandinaver i Tokyo-området. Det er karakteristisk for Jenny og Klaus Albrecht, at de har knyttet gode kontakter til befolkningen overalt, hvor de har opholdt sig. De har ople­vet mange kulturer indefra og har stadigvæk tilknytning til mennesker med forskellig soci­al og kulturel baggrund.

I 1986 vendte familien hjem til Danmark og skulle finde et sted at bo. Valget faldt på det skønne Broagerland med en stråtækt idyl i Skelde nær vand og skov.

Klaus tog ud at sej­le som kaptajn i rederiets store containerskibe, børnene kom i skole, og Jenny slog sig på fåre­avl. I 1989 blev det, til borgernes store sorg, besluttet at nedlægge Skelde skole. Da der udefra kom initiativ til at oprette en eftersko­le på stedet, var der stor opbakning i befolk­ningen, og på et borgermøde blev Jenny Al­brecht valgt ind som borgerrepræsentant.

Kommunen stillede bygningerne til rådighed, og med et lån fra amtet gik arbejdet i gang.

I 1991 blev Jenny valgt ind i bestyrelsen som formand. Hun fik nu indblik i bestyrelsens arbejde og kunne se, at planerne var bedre end økonomien og besluttede at stoppe byggeriet. Der fulgte nu et turbulent år med betalings­standsning og megen avisomtale.

Den oprindelige bestyrelse forlod projektet, men Skeldeborgerne viste endnu engang, hvad de dur til.

Ideen var for god til at lade falde, så man blev enige om at fortsætte. Jenny Albrecht hen­vendte sig til journalisterne for at informere om forholdene og få positiv omtale. Samtidig blev der iværksat en indsamling, hvor Skeldes ældste borger, murermester Jens Hansen, 95 år, som den første lagde niveauet med 5000 kr., og man nåede den nette sum af ca 300.000 kr.

Samtidig iværksattes et stort frivilligt ar­bejde med at sætte bygningerne i stand. Ar­bejdet gav resultat, og da Broager Spare- og Laanekasse efter besigtigelse, gik med til at sikre skolens økonomi, kunne Broagerlands Efterskole i august 1992 åbne dørene for 36 elever og 6 medarbejdere. Siden er skolen ble­vet udvidet med en ny elevfløj, klasseværel­ser, foredragssal, administrationsbygning, musikhus og værkstedsbygning. Skolen har nu 55 elever og 12 ansatte under ledelse af for­standerparret Georg og Ingeborg Pedersen.

Jenny Albrecht gik af som formand i 1998 i sikker forvisning om at kunne overlade en god og velfungerende skole med en solid sko­lekreds bag sig, til sin efterfølger, men hun pointerer stærkt, at uden den store opbakning fra borgerne i Skelde, var det aldrig lykkedes. Hun vil nu bruge sin tid til familien, der er blevet forøget med et barnebarn, og igen tage med sin mand ud i den store verden.